- Jeg har ikke lyst til at dele min viden på sociale medier. Der er så mange andre, der ved det samme eller mere end mig.

Har du nogensinde tænkt det?

Så er du ikke alene!

Jeg møder nemlig rigtig mange, der fortæller mig netop det: At de holder sig fra at dele deres viden, fordi de ikke synes, den er noget særligt.

Fordi de kender mange, der ved det samme.

Eller ved endnu mere end dem selv.

Og den tanke er det, der blokerer vejen fra viden til vidensdeling.

Der slænger sig ind over tastaturet og forhindrer, at den opsamlede teoretiske og praktiske viden kommer fra deres hjerne og ud til os andre, der slet ikke har fordybet os i det samme som dem.

Men som vil få stor gavn af at få et indblik i deres videnscenter.

Men skal vi to ikke lave en aftale?

2024 skal være året, hvor du ikke længere lader de tanker holde dig tilbage!

Skal vi starte?

For det hele starter med, at du redefinerer din målgruppe.

Tænk på dem, der ikke har din viden

Når jeg har talt med dygtige folk, hvis stemmer er tavse på blandt andet LinkedIn, så har jeg hver gang svaret det samme til udsagnet om, at de da ikke ved mere end mange andre.

- Du kommunikerer ikke til dem i din egen branche. Det er ikke dem, du skriver til. Det er ikke dem, du skal dele din viden med.

Og det er vigtigt at huske!

For vi kan nemt komme til at tænke på hende, vi blev uddannet sammen med. Eller ham, vi delte arbejdsplads med, som lavede det samme som os.

Men det er slet ikke dem, der er vores målgruppe.

For selv om vores viden selvfølgelig OGSÅ kan inspirere inden for vores egen branche, så er det ikke her, vores viden skaber størst værdi.

Det gør den hos dem, der IKKE har samme faglige udgangspunkt.

Lad mig give dig et eksempel:

Jeg er stærk på digital markedsføring, kommunikation og journalistik. Jeg nyder at læse, se og høre, når folk inden for mit fag deler deres viden til inspiration. Man kan jo ikke vide ALT, så det har værdi for mig.

Men der, hvor jeg er helt på bar bund, er der, hvor vidensdeling virkelig kan skabe værdi.

Det kan være håndværkeren, der deler tips til den dryppende hane - eller opsætning af væg som her.

Det kan være naturvejlederen, der deler sin viden om, hvordan min have bedst kan understøtte biodiversitet - tænk bare på "Bonderøven", der er blevet et helt koncept i sig selv ved at dele tips, som haveejere kan bruge.

På alle områder, jeg har tæt inde på livet, men hvor jeg ikke har nogen hverken teoretisk eller praktisk viden, vil det være meget værdifuldt for mig, hvis folk eller virksomheder i mit netværk deler deres tips og tricks.

Det kan jeg virkelig bruge til noget!

Så tænk på dem, der IKKE har din faglige baggrund, når du skal dele dine bedste tips og tricks – for det er dem, der får den største værdi ud af det.

Dræb den kritiske Filurkat

Og når vi nu har slået fast, at du altså ikke deler din viden med andre inden for dit eget felt – så lad os tale om en anden forhindring, som kan holde dig fra at få dine værdifulde ord ud til din målgruppe.

Vi kan meget nemt – det gælder også mig selv – have en bestemt kollega i tankerne. Som virkelig er klog, dygtig og bare ”kan det der”. Som får hundrede likes per opslag. Som bliver inviteret ind som oplægsholder til fede konferencer.

Og så kan det pludselig føles som en meget sølle handling at dele et udsnit af sin viden på LinkedIn.

For vi har jo slet ikke samme stærke platform at tale fra som X, Y og Z.

Men det er vores egen indre kritiker, der hygger sig her!

Som lægger sig på tværs som filurkatten og spærrer (karriere)vejen for os.

For vi behøver slet ikke have alt muligt fint og flot på vores cv for at kunne bidrage med vores viden.

DIN viden og DIN erfaring har værdi for andre, der ikke har haft samme karrierevej.

Som IKKE har fordybet sig i det samme område, som du har.

Din. Viden. Har. Værdi.

Så skal vi ikke blive enige om at give den kritiske filurkat sparket? Og få din viden ud at skabe værdi?

Både for din målgruppe – og for dig selv.

For hvem vil ikke gerne have en samarbejdspartner, medarbejder eller chef, der gang på gang viser sin ekspertise? Som deler generøst ud af den til gavn for andre?

Der er lige præcis nul grunde til, at du skal lade være med at dele din viden på sociale medier.

Så hvad venter du på? Til tasterne!


Kristina Herlev Wulff
CEO & Founder
Meerkat Media