Sommeren 2023

Lad os starte med at slå fast: de mytiske algoritmer på alle platforme ændrer sig hele tiden.

Instagram, Facebook, TikTok, LinkedIn – og alle de andre.

Hver gang, vi tror, at NU ved vi præcis, hvordan vi skal dressere den iltre algoritme – så ændrer de den igen.

Og lad os også slå fast: kun dem, der arbejder i virksomhederne (f.eks. Meta) ved 100%, hvordan algoritmerne fungerer.

Vi andre må lære med erfaring, tests, vidensdeling – men også gennem det, som cheferne hos platformene selv melder ud.

Og LinkedIns chefredaktør, Dan Roth, har i sommeren 2023 annonceret nye ændringer i LinkedIns algoritme.

Det har han gjort i podcasten ”Problem solver”.

Jeg har dissekeret udmeldingerne og set på, hvad de største ændringer er for dig.

 

LinkedIn vil opprioritere indhold, der giver værdi

Hvis du har tendens til at dele sjove memes eller gakkede videoer med viralt potentiale, som ikke har noget med din branche eller fagområde at gøre – så er det her dårligt nyt for dig.

For LinkedIn vil opprioritere indhold, der deler viden og indsigt inden for den branche, du beskæftiger dig med.

De har alle mulige snilde måder at analysere, hvad der er din branche og de områder, du taler om.

Og hvordan det indsigtsfulde indhold ser ud i den branche.

Men grundlæggende betyder det for dig:

Du skal – som altid – fokusere på, at dit indhold skal give din målgruppe værdi.

Og dele din viden og indsigter.


Dos and don’ts

Så du skal eksempelvis ikke dele et opslag, hvor du skriver ”Tak for i år Folkemødet – det har været nogle vilde dage i Allinge! Tak til alle dem, jeg har debatteret med”.

Men du skal i stedet skrive:

”Det har været et vildt Folkemøde – og her er tre vigtige opdagelser, jeg gjorde mig ved at debattere med X, Y, Z:”

Og husk stadig et billede til dit opslag – autencitet bliver vigtigere og vigtigere på alle platforme.

Så du kan lige så godt affinde dig med dit selfie-fjæs: du skal bruge det i din markedsføring.

Og husk nu: algoritmerne ændrer sig hele tiden.

Men hvis du arbejder strategisk med dit digitale indhold og giver værdi til dine følgere og din målgruppe, så har du skabt dit helt essentielle fundament.

Et fundament der ikke ændrer sig med platformenes luner.

God arbejdslyst med dit værdiskabende indhold!



Kristina Herlev Wulff
CEO & Founder
Meerkat Media